|
|
|
|
Hals er og skal fortsat være et attraktivt bosætningsområde. Byen fremstår som et levende og overskueligt lokalsamfund med en unik beliggenhed ved fjord og hav. De naturskabte værdier giver borgerne i lokalsamfundet Hals og de besøgende i Hals-området rige muligheder for rekreative oplevelser og fritidsaktiviteter.
På trods af nærheden til Aalborg samt den markante rolle som turistknudepunkt er Hals by hverken blevet til soveby eller til turistkulisse. Hals er, og skal fortsat være, det lille nære lokalsamfund med en række funktioner i bykernen, der gør, at byen lever hele dagen og alle dage i året til gavn og glæde for såvel byens borgere som for borgere fra det øvrige opland.
De gamle bygninger, de gamle gadeforløb og de gamle bymiljøer er af stor værdi for Hals. Derfor er det naturligt at sikre og bevare disse værdier.
I forbindelse med bymodel Hals er der udarbejdet en vejledning i god byggeskik for Hals by. Se vejledningen her. Kommunen ønsker at sikre helhedsvirkningen i byen. Nybygning vil således skulle indpasses i det eksisterende byggeri.
Turistudviklingen i Hals skal være afbalanceret, med kvalitet og i harmoni med lokalbefolkningen
Det autentiske bymiljø/havnemiljø samt det levende lokalsamfund Hals er altafgørende turistaktiver. En turistudvikling, der overtrumfer lokalsamfundet, lokalbefolkningen og de bevaringsværdige miljøer vil ødelægge dette turistaktiv og vil, som flere steder ved vestkysten, skabe øde og tomme spøgelsesbyer i vinterhalvåret. Turistudviklingen skal derfor tilpasses lokalsamfundet og lokalbefolkningen for at undgå, at turismen udvikler sig selvdestruktivt.
En afbalanceret og bæredygtig turistudvikling vil sikre helårsfunktionerne i byernes dagligvare/detailhandel og øvrige servicetilbud.
|
|
|
Perspektivområderne for den fremtidige boligudbygning i Hals by ligger i den nordlige del af byen. Perspektiverne er beskrevet i Helhedsplanen for Hals Nord, der kan ses her.
 Illustrationsskitse fra Helhedsplanen for Hals Nord
Hals er byen, hvor man har mange stærke naturværdier på tæt hold. Den første umiddelbare rekreative oplevelse, man forbinder med Hals , er nærheden til strand og vand. Limfjorden og Kattegatkysten med den dejlige badestrand, der ligger i gangafstand fra byen. Byen er omkranset af åbne arealer, der igen støder op mod nogle store skovområder - Hals Sønderskov, Hals Nørreskov, Hals Mose, Trekanten og Koldkærskoven. Endelig rummer byen også selv en række små grønne oaser, såsom Hals Skanse, "skøjtebanen" og en del rekreative områder i de nyere byområder. De naturskabte værdier giver borgerne i lokalsamfundet Hals og de besøgende i Hals-området rige muligheder for rekreative oplevelser og fritidsaktiviteter så som traveture, cykelture, jollefiskeri, lystfiskeri, badning m.v. Dertil kommer de mere organiserede fritidsaktiviteter i form af golf, fodbold, håndbold, tennis, søsportsaktiviteter, svømning og meget mere.
- Hals er og skal fortsat være et attraktivt bosætningsområde. Byen fremstår som et levende og overskueligt lokalsamfund med en unik beliggenhed ved fjord og hav.
- De naturskabte værdier giver borgerne i lokalsamfundet Hals og de besøgende i Hals-området rige muligheder for rekreative oplevelser og fritidsaktiviteter.
|
|
|
|
Det autentiske bymiljø/havnemiljø samt de levende lokalsamfund Hals er altafgørende turistaktiver for området. En turistudvikling, der overtrumfer lokalsamfundet, lokalbefolkningen og de bevaringsværdige miljøer vil ødelægget dette turistaktiv og vil som flere steder ved vestkysten skabe øde og tomme spøgelsesbyer i vinterhalvåret. Turistudviklingen skal derfor tilpasses lokalsamfundet og lokalbefolkningen for at undgå, at turismen udvikler sig selvdestruktivt. En afbalanceret og bæredygtig turistudvikling vil sikre helårsfunktionerne i byernes dagligvare/detailhandel og øvrige servicetilbud.
Turistudviklingen skal kunne leve op til budskaberne i begrebet "Den grønne, milde kyst". Begrebet "Den grønne, milde kyst" er meget sigende for de krav og ønsker byrådet har til den fremtidige turisme langs Kattegatkysten.
Sund og bærddygtig turisme bliver et af fremtidens store trends, hvor elementer som rent badevand, grønne indkøbsmuligheder, miljø- og allergivenlige sommerhuse, m.v. er vigtige parametre i valg af feriested. Østkysten har alle muligheder for at tilgodese denne efterspørgsel efter sunde og bæredygtige tiltag, og der ligger store udviklingsmuligheder indenfor området.
Derfor skal der fremover tænkes sundhed og bæredygtighed ind i alle turistudviklingselementer. Det kan eksempelvis omfatte rent badevand, affaldssortering, alternativ energiudnyttelse, anvendelse af genbrugelige og miljøvenlige materialer ved renovering og nybyg af sommerhuse samt udvidelse og udvikling af de grønne rekreative områder (skovene, moserne, vådområderne, vandløbene m.v.) ud fra kredsløbstankegangen og ud fra en intention om at gøre områderne mere tilgænge og anvendelige for lokalbefolkningen og turisterne.
"Den grønne, milde østkyst" signalerer ligeledes, at badestranden er børnevenlig, og at området ikke indeholder de elementer af ræs og rusk som vestkysten. Der er og skal fortsat være mulighed for at søge ro og fred i ferien ved østkysten både til lands, til vands og i byernes gaderum og opholdssteder.
Der mangler aktiviteter og attraktioner i nærområdet til gråvejrsdagene og til de turister, der efterspørger aktivitet og udfordring. Nye ferie-/fritidsfaciliteter skal vurderes i forhold til de overordnede visioner for Hals. Ferie-/fritidsfaciliteter, der bevæger sig i retning af aktiviteter og attraktioner med et bæredygtigt/naturmæssigt eller kuturhistorisk islæt kombineret med muligheden for fysiske udfoldelse og/eller fordybelse, går i den rigtige retning.
- Turistudviklingen i Hals skal være afbalanceret, med kvalitet og i harmoni med lokalbefolkningen.
|
|
|
|
Værdifuldt kulturmiljø I Hovedstrukturafsnit 5 Arkitektur og kulturarv er området ved Hals havn udpeget som værdifuldt kulturmiljø. Kulturmiljømæssigt kan det udpegede område inddeles i 3 interesseområder: De militære anlæg, havneområdet og den gamle bykerne omkring Havnegade og Torvet.
 Det udpegede værdifulde kulturmiljø
Som opfølgning på udpegningen af området ved Hals havn som værdifuldt kulturmiljø er der udarbejdet en mere detaljeret registrering af kulturværdierne i det udpegede område.
Fokusområderne for den uddybende Kulturmiljøregistrering i Hals er havneområdet og forbindelserne fra havnen til byen, Skansen, det åbne land, vandet m.v.
Der er sat følgende overskrifter på kulturmiljøet: •Købstad •Befæstning •Told- og lodssted •Fyr- og vagervæsen •Fiskerihavn •Færgehavn Selve registreringen er en detaljeret kortlægning af kulturmiljøet og kan findes her: Kulturmiljøregistrering.
God byggeskik i Hals De gamle bygninger, de gamle gadeforløb og de gamle bymiljøer er af stor værdi for Hals. Derfor er det naturligt at sikre og bevare disse værdier. Kommunen ønsker at sikre helhedsvirkningen i byen, derfor er der udarbejdet en vejledning i god byggeskik for Hals by. Nybygning vil således skulle indpasses i det eksisterende byggeri. Klik her for at se "God Byggeskik i Hals".
- Byggeri, anlægsarbejder og andre indgreb, der i væsentlig omfang kan forringe kvaliteten af de kulturhistoriske værdier, skal udføres i overensstemmelse med indholdet i Retningslinie 5.2.1 "Værdifulde Kulturmiljøer" og i øvrigt tage helsyn til vurderingerne i den udvidede kulturmiljøregistrering.
|
|
|
|
De trafikale forhold i Hals er domineret af, at byen gennemskæres af to overordnede og meget trafikerede gader; Aalborgvej/Strandvejen i øst-vest gående retning og Færgevej/Østergade i Nord-syd gående retning.
Perspektivplanen Helhedsplan for Hals Nord reserverer et bånd nord for byen til en fremtidig Omfartsvej. Se den fulde helhedsplan her. Se også Vejudbygningsplan Del II for Aalborg-området 2005-16, Projekter i oplandsbyerne.
 Reservationsareal til Omfartsvej fra Helhedsplanen for Hals Nord
Midtergade, Havnegade og Havnen er "oplevelsesgader", hvor al færdsel foregår på de svage trafikanters præmisser. Ved torvedage o.lign. er det endog tilladt at lukke delstrækninger på handelsstrøget for færdsel.
Det øvrige lokale vejnet i byen har forskellig udformning alt efter, om vi bevæger os i den gamle bydel eller i de nyere boligområder. Gaderne er i de fleste tilfælde indrettet, så hurtigtgående trafik ikke er et stort problem. Tendensen er dog særlig tydelig i de krogede gadeforløb i de gamle kvarterer.
Ud over sikkerheden rummer de gamle gader også en særlig oplevelse, når man færdes i gaderne og pirres til at undersøge, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne eller den næste krumning. Udformningen og indretningen af de gamle gadeforløb indeholder med andre ord nogle umiddelbare kvaliteter, der bør sikres i fremtiden.
|
|
|
I et lokalsamfund som Hals er det hovedsagelig byens handels- og servicefunktioner, der sammen med offentlige institutioner skaber byliv.
Skoleområdet mod nord rummer funktionerne: skole, skolefritidsordning, børnehave, hal, boldbaner, idrætsanlæg, klubhus m.v. Fremtidige funktioner indenfor skole-/børnepasningsområdet samt fritidsområdet skal også i fremtiden samles i dette område.
Kirken i Hals ligger centralt i byen, den er nærmest indpakket i by. Det offentlige område ved kirken rummer også præstebolig og kirkegård.
Efterskolen Bisnapgaard samt børnehaven Østerladen er netop eksempler på etablering af institutioner i det åbne land for at få gavn og glæde af de naturskabte værdier.
Ældrecenteret Fjordparken ligger med flot udsigt over Limfjorden. Området rummer alle de ældre-/handicaprelaterede funktioner i byen så som aktivitetscenter, centralkøkken, ældreboliger, beskyttede boliger m.v.
Midtergade, Havnegade og havnen skal styrkes som byens handelsstrøg. Aktiviteter, der skaber liv i byen, skal bevidst centreres her, så de enkelte elementer kan forstærke hinanden, så bybilledet bliver levende og mere synligt. Denne teori er et udtryk for en tro på tivoli-effekten (i et tivoli er alle aktiviteter samlet på et lille afgrænset areal, så det liv, der findes på stedet , bliver synligt og næsten fylder mere, end det reelt gør.).
Aktiviteter, der samles i handelsstrøget skal opfattes bredt lige fra de traditionelle handels- og servicefunktioner til mindre håndværksvirksomhed (keramikværksted, systue m.v.) og begrænsede sportslige aktiviteter så som minigolf, boccia-bane m.v. Handelsstrøget vil få en relativ stor udstrækning, og man kan måske betvivle, at det bliver muligt at skabe et aktivt og levende centermiljø hele vejen. I dag er der tendens til, forretninger m.v. samles på nogle attraktive steder i Midtergade (f.eks. Torvet, Lille Torv og området ved Brugsen) og på havnen. Denne tendens er i fuld overensstemmelse med den tidligere nævnte tanke om at forstærke virkningen af de enkelte aktiviteter ved at samle dem, og det vekslende aktivitetsniveau i handelsstrøget er blot med til at skærpe oplevelsen, når man færdes i gaden.
Det er dog meget vigtigt i denne sammenhæng, at Midtergades nordlige ende mod Aalborgvej ikke glemmes, da dette område kan opfattes som indgangsportal til byen. Endelig kan Midtergade/Havnegade/Havnen med varierende aktivitetsniveau stadig fremstå som en blanding af handels- og servicefunktioner og gamle beboelseshuse. Denne blanding er et attraktivt og meget "Hals-præget" element i byen.
Østergade er byens servicegade, hvor funktioner som tandlæge, tankstation, kontorbygninger m.v. kan placeres. Østergades placering i bybilledet gør den egnet til placering af ældreboliger imellem servicefunktionerne. Egentlige handels- og centerfunktioner bør ikke placeres i Østergade, men skal henvises til Midtergade/Havnegade/Havnen.
I byens boligområder bør der heller ikke placeres egentlige centerfunktioner. Funktioner som solcentre, frisører m.v., der kan have gavn af en decentral placering i boligområderne, vil dog kunne accepteres i boligområderne.
- Midtergade, Havnegade og havnen udnævnes som byens "handelsstrøg". Aktiviteter, der skaber liv i byen, skal bevidst samles her. Midtergade, Havnegade og havnen skal være byens livsnerve.
- Østergade er byens servicegade.
- Byens offentlige funktioner (skolen, ældrecenteret Fjordparken, kirken, efterskolen Bisnapgaard m.v.) er ikke integrerede funktioner i byens handels- og servicegader. De ligger hovedsagelig i byens udkant med mulighed for at udnytte de naturskabte værdier i det åbne land, ved fjorden, ved Kattegat, de bynære skove m.v.
- De gamle bygninger, de gamle gadeforløb og de gamle bymiljøer i Hals skal sikres og bevares.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|