I hele Aalborg Kommune forventes opført ca. 9.400 nye boliger inden for kommuneplanens 12-års periode, der dækker tidsrummet 2009-2021. Det svarer til knap 800 boliger om året i gennemsnit.
I kommuneplanens hovedstruktur og i boligprognosen er dette boligtal fordelt på kommunens byer. For Vadums vedkommende regner man med opførelse af ca. 90 boliger frem til 2021. Neden for er beskrevet, hvor boligerne tænkes placeret, både på kort sigt (12-års perioden frem til 2021) og på lang sigt (perspektivområde til byudvikling i perioden 2021-2033).
-
Ved Nervøsvej opføres 8 tæt-lave boliger.
-
På Sneumvej, i den nordøstlige del af byen, forventes opført ca. 30 tæt-lave boliger samt ca. 10 parcelhuse, hvoraf de fleste bliver på storparceller.
-
Langs den sydøstlige del af Ellehammersvej (rammeområde 5.1.D1), forventes nedslidte erhvervsbygninger fjernet og erstattet af service, lettere erhverv og/eller boliger. Skønsmæssigt kan der her opføres 25 - 30 tæt-lave boliger.
-
I området syd for Vadum Kirkevej (rammeområde 5.1.D1) er der plads til ca. 25 - 50 boliger bl.a. afhængig af, om det er åben-lav eller tæt-lav bebyggelse.
-
I forlængelse af E. J. Overbys Vej kan udstykkes ca. 13 parcelhusgrunde (rammeområde 5.1.B3).
Byudviklingen på længere sigt (perspektivområdet, der udbygges efter 2021) forventes at ske i den nordlige del af byen, hvor der skønsmæssigt er plads til op mod 140 boliger. Området skal struktureres og planlægges på en måde som sikrer en fornuftige etapedeling og en sammenhængende grøn struktur, jf. skitsen og beskrivelsen nedenfor.
Området kan for eksempel disponeres, så bebyggelsen placeres på 3 "ø"er i landskabet. Landskabet omkring og mellem ø-erne skal henligge som rekreative arealer, naturområder og grønne strøg, der med stiforbindelser skaber sammenhæng i bydelen og til naboområderne.
-
Den mest bynære ø, som ligger centralt og let tilgængelig for både eksisterende og nye boligkvarterer, tænkes forbeholdt fremtidige (børne)institutioner mv.
-
De øvrige 2 ø-er udlægges til tæt-lav og / eller åben-lav boligbebyggelse. Den sydøstlige ø får vejadgang fra Nervøsvej og forventes anvendt til tæt-lav boligbebyggelse. Her kan opføres ca. 40-60 boliger.
-
Den nordlige ø får vejadgang fra Nørlangvej og kan udstykkes til tæt-lav og / eller åben-lav boligbebyggelse. Her kan opføres i størrelsesordenen 40-80 boliger afhængig af boligtypen.
Den resterende del af området i Vadum Nord er problematisk at spildevandskloakere. Området kan derfor udlægges til skovrejsning, lige som det er tilfældet med arealerne vest for Holtebakkevej og nord for Nørlangvej.

Vadum Nord (perspektivområde). Skitsen viser udviklingsmuligheder på langt sigt.
Kystnærhedszonen - planlægningsmæssig begrundelse for byudvikling
Kystnærhedszonen, der strækker sig fra kysten og 3 km ind i landet, omfatter den sydlige del af Vadum. Inden for kystnærhedszonen må der kun inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.
I Vadum inddrages et ca. 8 ha stort område inden for kystnærhedszonen. Området ligger syd for Vadum Kirkevej, og skal anvendes til boliger (østlige del af rammeområde 5.1.D1, ca. 4,5 ha), til udvidelse af kirkens udearealer (østligste del af rammeområde 5.1.O2, ca. 0,5 ha) samt til rekreative formål (sydlige del af rammeområde 5.1.R2, ca. 3 ha).
Området er den naturlige afrunding af Vadum mod sydøst - mod de fugtige arealer langs Gammel Å. I Regionplan 2005 og i kommuneplanen er området udpeget som perspektivområde for byudvikling. Bebyggelse i området vil blive tilsvarende naboområdernes, med bygninger i indtil 2 etager og max. højde på 8,50 m. Bebyggelsen vil ikke påvirke kysten visuelt, da den ligger bag Flyvestationens bygninger, anlæg og skovbeplantede arealer.
Byudviklingen i forhold til landbrug og natur
I Vadum inddrages, som nævnt i afsnittet ovenfor, et ca. 8 ha stort område mod sydøst. Området ligger i direkte forlængelse af eksisterende byområde. Området er ikke husdyrtung. Det vurderes derfor, at ændringen ikke er i strid med de landbrugsmæssige interesser. Den del af området, som ligger nærmest Gammel Å (et bælte på 50 m) udlægges til naturområde mv.
Miljø
Flystøj
Den sydligste del af Vadum ligger inden for støjkonsekvensgrænsen fra Aalborg Lufthavn, hvor der ikke må udlægges areal til støjfølsomme formål. Det nye byudviklingsområde syd for Vadum Kirkevej (del af rammeområde 5.1.D1) er afgrænset, så det ligger uden for flystøjzonen.
Trafikstøj
Fra Thisted Landevej er trafikstøjen på et niveau, hvor der skal være en betydelig afstand til nye støjfølsomme anvendelser som fx boliger. Det nye byudviklingsområde syd for Vadum Kirkevej (del af rammeområde 5.1.D1) er afgrænset i en afstand af 100 m fra midten af Thisted Landevej. Såfremt denne afstand ikke er tilstrækkeligt til at dæmpe støjen, kan der suppleres med egentlig støjafskærmning.
Fra Ellehammersvej er trafikstøjen på et niveau, så det kan blive nødvendigt at etablere støjafskærmning eller på anden måde afskærme udendørs opholdsarealer ved ny bebyggelse.
Grundvand
I Vadum Nord, (perspektivområde, jf. ovenfor) er store dele af arealerne indvindingsopland for Vadum Vandværk, der ligger på Ellehammersvej 95 A. Vandindvindingen her er dog under afvikling og vil fremover ske fra vandværket nord for Nørlangvej. Indvindingsoplandet er beskyttet som et område med særlige drikkevandsinteresser. Byudviklingen i Vadum Nord-området vil derfor skulle ske under skærpede restriktioner for byggeri, anlæg samt brug af friarealer.