K O M M U N E P L A N   
 
 Abonner   Nyheder   Praktiske oplysninger   Skriv til Kommunen   Vejledning   Hvad gælder for mig? 
 
 Hovedstruktur   Retningslinier   Kommuneplanrammer   Bilag   Planredegørelse   Lokalplaner   Andre planer 
 Udskriftslayout Udskriftslayout 
 
Kommuneplan forsiden


Vestbjerg

Mål og perspektiver

Vestbjerg hører til de højt prioriterede bosætningsbyer i Aalborg Kommune. Byen indgår i kommunens nordlige byvækstkorridor, der omfatter de større byer langs jernbanen: Vestbjerg - Sulsted - Tylstrup.

Vestbjerg ligger umiddelbart vest for bjerget Hammer Bakker med let adgang til de store skov- og naturområder. Den korte afstand til Aalborg og nærheden til motorvejen gør samtidig byen attraktiv som bosætningssted. Hvis nærbanedriften udbygges til også at omfatte stop i Vestbjerg, vil attraktionen som bosætningsby øges.

Der skal være gode og varierede boliger for alle aldersklasser, så også byens ældre og enlige kan blive i lokalområdet. Der sikres mulighed for service, handel og andre erhverv samt at uddannelses- og fritidstilbuddene kan udbygges. For at forbedre de lokale handels- og servicemuligheder især i den nordlige bydel, udlægges areal til butik mv. på hjørnet af Bakmøllevej / Hjørring Landevej.

  • Der planlægges efter et varieret udbud af boliger.
  • Der bliver mulighed for at etablere butik mv. på hjørnet af Bakmøllevej / Hjørring Landevej.

 
 
Byudvikling

I hele Aalborg Kommune forventes opført ca. 9.400 nye boliger inden for de kommende 12 år, der dækker tidsrummet 2009 - 2021. Det svarer til knap 800 boliger om året i gennemsnit.

I kommuneplanens hovedstruktur og i boligprognosen er dette boligtal fordelt på kommunens byer. For Vestbjergs vedkommende regner man med opførelse af ca. 40 nye boliger inden for kommuneplans tidshorisont, der rækker frem til 2021. Neden for er beskrevet, hvor boliger, erhverv mv. tænkes placeret, både på kort sigt (12-års periode frem til 2021) og på lang sigt (yderligere 12 år, 2021 - 2033).

  • Stråtaget (rammeområde 5.6.B1). Her forventes opført ca. 20 parcelhuse, hvoraf omkring halvdelen bliver på storparceller.
  • Hanebjælken (rammeområde 5.6.B2). Her er der ledige arealer til ca. 20 - 40 boliger, afhængig af om det er åben-lav eller tæt-lav bebyggelse.
  • Erhvervsudviklingen vil fortsætte ved Vang Mark, se skitsen nedenfor. Rammeområde 5.6.H1 udvides med ca. 7 ha mod vest. Herefter er der mulighed for yderligere udvidelse mod vest (ca. 5 ha) hen mod den grønne kile (rammeområde 5.6.R1).
  • Ved hjørnet af Bakmøllevej - Hjørring Landevej udlægges areal til butiksformål mv., se skitsen næste side og rammeområde 5.6.D2. Området er let tilgængeligt for både gående, cyklister og bilister, men ikke egnet til støjfølsomme formål som fx boliger pga. trafikstøjen.
  • Den grønne kile nord for Bakmøllevej er udvidet. Kilen omfatter bynær skovrejsningsområde, naturområder og indeholder den rekreative stiforbindelsen mellem Nørresundby-Vestbjerg-Sulsted-Tylstrup.
Erhvervsområdet ved Vang Mark udvides mod vest med ca. 7 ha. På længere sigt er der yderligere udvidelsesmuligheder. Se mere under rammeområde 5.6.H1 Vang Mark.
På hjørnet af Bakmøllevej og Hjørring Landevej udlægges areal til butikker, service mv. Formålet er på sigt at opnå bedre butik- og servicebetjening af især den nordlige bydel. Se mere under rammeområde 5.6.D2.
Den grønne kile er en del af den rekreative forbindelse, der sammenbinder Nørresundby-Vestbjerg-Sulsted Tylstrup. Dele af kilen er udlagt som skovrejsningsområde. Se mere under rammeområde 5.6.R1.
Afhængig af trafikudviklingen på Bakmøllevej - herunder udbygningen af erhvervsområdet og etablering af nærbutik mv. - kan det blive nødvendigt at regulere trafikforholdene. Skitsen viser en mulighed, hvor trafikken til erhvervsområdet, butikker, service, skole mv. fordeles via en rundkørsel.

Byudvikling på længere sigt

For boligudbygningen efter 2021 er der to muligheder, se skitsen nedenfor:

  • Nord for Bakmøllevej. Området ligger naturskønt og relativ tæt ved skole og institutioner og en evt. kommende nærbanestation. Området skal afgrænses, så der ikke bliver støjgener fra jernbanen og Bakmøllevej. Endvidere skal miljømæssige konflikter i forhold til erhvervsområdet ved Vang Mark undgås. Dette problem forventes løst alene pga. den grønne kile.
  • Syd for Tingvej. Beliggenheden er attraktiv med naturområdet Hammer Bakker mod nord og med udsigt mod syd over engarealerne og storbyen. Boligbebyggelser kunne fx placeres på "ø"-er i landskabet og afgrænset, så de lokale naturværdier bevares i grønne korridorer og kiler, der evt. også kan indeholde større fritidsanlæg som golfbane. Området ligger relativ tæt ved idrætsanlægget og centeret ved Mejlstedvej, men i nogen afstand (ca. 2 km) fra skolen ved Bakmøllevej, som dog nås via niveaufri krydsning af Landevejen.

Boligudbygningen på langt sigt (efter år 2021) kan enten ske mod nord og/eller mod øst. Der er fordele og ulemper ved begge byudviklingsretninger.

Trafikstøj
Fra Hirtshalsmotorvejen er trafikstøjen på et niveau, hvor der skal være en betydelig afstand til ny støjfølsom anvendelse som fx boliger. Det skal der tages hensyn til i forbindelse med en eventuel udbygning med boliger nord for Bakmøllevej.

Fra Hjørring Landevej, Bakmøllevej og Tingvej er trafikstøjen på et niveau, så det kan blive nødvendigt at etablere egentlig støjafskærmning eller på anden måde sikre, at støjgrænserne i forhold til støjfølsomme formål kan overholdes.

Støj og vibrationer fra jernbanen
Støj og vibrationer fra jernbanen vurderes at være på et niveau, så der skal være en afstand på min. 50 m fra sporet til nærmeste støjfølsomme formål.

Grundvand
Hovedparten af byen - herunder også de fremtidige udviklingsområder uanset om de ligger nord for Bakmøllevej eller syd for Tingvej - er omfattet af bestemmelserne for "drikkevandsinteresser". De nordøstlige dele af Vestbjerg er indvindingsopland eller kildepladszone for Vestbjerg Vandværk. Her gælder skærpede restriktioner for byggeri, anlæg samt brug af friarealer. De fremtidige byudviklingsområder (perspektivområder for boligudbygning efter 2021) ligger uden for indvindingsoplandene.

 
  • Boligudbygningen på kort sigt vil hovedsagelig ske ved Stråtaget og Hanebjælken.
  • Byudviklingen på længere sigt skal foregå nord for Bakmøllevej og / eller syd for Tingvej.

 
 
Byens struktur

Vestbjerg ligger langs den sydvestlige skråning af Hammer Bakker og har udviklet sig med udgangspunkt i den oprindelige landsby, der lå i krydset ved Landevejen, Mejlstedvej og Tingvej. Særlig karakteristisk er stadig Mejlstedvejs forløb langs kanten af bakkeøen og videre nordpå gennem en slugt til Bakmøllevej.

Landevejen deler Vestbjerg i to meget forskellige bydele. I den østlige er boligkvartererne passet ind i den gamle vejstruktur med direkte adgang til de store skov- og naturområder i Hammer Bakker. I den vestlige bydel er der derimod tale om en meget stringent struktur med adgangsveje på tværs af højdekurverne, hvorved der er skabt lange kig mod syd ud over de lave engarealer og Nørresundby.

Erhvervsområdet ved Vang Mark nord for byen virker ikke særligt indbydende. Der bør lægges større vægt på at regulere bl.a. friarealernes brug, udformning og beplantningen, så området kan fremstå mere attraktivt i forhold til byen og naturområderne.

 
  • Erhvervsområdet ved Vang Mark udvides og gøres mere attraktivt.

 
 

Udsigten fra toppen af Blomsterbakken mod syd.
Bebyggelsens karakter

Landsbyen og gårdene
Der er kun reminiscenser af den gamle landsby ved Mejlstedvej - Tingvej. Området er præget af nyere boligbebyggelser. Derimod ligger hovedparten af de oprindelige gårde stadig langs sydsiden af Mejlstedvej og danner et næsten rytmisk forløb med karakteristisk beplantning og rum, der give mulighed for fine kig ud over det åbne land.

Boligkvartererne
Øst for Landevejen er der en stor variation i bebyggelsen, som består af både traditionelle parcelhuse og mondæne villaer. Området er veltilgroet og har mange steder næsten skovkarakter - et indtryk, der er med til at understrege kvaliteten i bomiljøet.

Parcelhusbebyggelsen vest for Landevejen er traditionel i sin udformning. Her kunne man ønske sig en større variation, som måske opnås over tid ved om- eller tilbygninger.

Ved Hanebjælken ligger et rækkehusbyggeri fra 80’erne. Her er der et fint gadeforløb og god kontakt med skovarealet i den grønne kile.

 

 
 

Mejlstedvej med kig ud mellem gårdene.
Landskabet / De grønne områder

Vestbjerg ligger hævet i landskabet på den sydvestlige del af en større bakkeø. Syd og vest for byen strækker det store landbrugsområde sig gennemskåret af motorvejens bløde kurve og banens mere regelrette forløb.

Modsat motorvejens forløb uden om bakkeøen, bevæger den gamle landevej sig i lige linje hen over den. For den sydgående trafik fra Vestbjerg opleves derfor et flot kig ud over det flade forland med Nørresundby og Aalborg i horisonten.

I byudviklingen sikres, at landskabet trækkes ind i de nye byområder i form af grønne kiler. Herved opnås en bedre sammenhæng med og større tilgængelighed til det åbne land.

 
  • De grønne områder og stisystemet skal udbygges i takt med byudviklingen. Der skal skabes rekreative sammenhænge og kiler til det åbne land.

 
 
 
Trafikken

Vejsystemet øst for Landevejen er bestemt af det kuperede terræn. Det har medført spændende vejforløb, som dog er svært overskuelige, hvis ikke man kender kvarteret.

Vejnettet i den vestlige bydel er overordnet set opbygget omkring Mejlstedvej og Bakmøllevej, der fungerer som fordelingsveje for bydelens mere lukkede og regelrette vejsystem.

Fra Vestbjerg er der gode forbindelser til bl.a. Aalborg via motorvejen eller landevejen (hvor der også er cykelstier). Byen betjenes endvidere af både by- og regionalbusser.

Planlægningsmæssigt er der sikret areal til at etablere station nord for Bakmøllevej, hvis muligheden for nærbanestop bliver en realitet.

Der er et veludbygget stisystem, som gør det muligt at færdes til byens væsentligste gøremål uden at benytte de overordnede veje. Stisystemet udbygges i takt med den fortsatte byudvikling.

 
  • Der reserveres areal til nærbanestation nord for Bakmøllevej.

 
 
Skoler og institutioner / Service / Butikker

Vestbjerg Skole ved Bakmøllevej har ca. 430 elever fordelt på børnehaveklasse til 9. klasse. Skolen har endvidere DUS-ordning. Skolen forventes at kunne dække det fremtidige elevbehov, men ellers er der gode udvidelsesmuligheder.

Fritids- og idrætsfaciliteterne er veludbyggede og omfatter bl.a. boldspilhal og arealer til udendørs aktiviteter i tilknytning til skolen. Ved Mejlstedvej er der fodboldbaner og klubhus.

Daginstitutionen Stokrosen på Stokrosevej er normeret til 37 børn. Børnehaven Bakkely på Bakkelyvej er normeret til 42 børn og børnehavne Myretuen på Niels Lyhnes Vej til 60 børn. Behovet for nye børneinstitutioner vurderes løbende.

For ældre mennesker er der mulighed for madudbringning, hjemmehjælp mv. Alle pensionister kan endvidere benytte sig af Vestbjerg Aktivitetscenter på Marie Grubbesvej. Behovet for ældreinstitutioner vurderes løbende.

Butikker og service ligger koncentreret og let tilgængeligt ved Mejlstedvej. På hjørnet af Bakmøllevej og Hjørring Landevej er der udlagt areal til bl.a. butiksformål, med henblik på betjening af det nordlige byområde.

 
  • Der sikres mulighed for at fastholde en bred vifte af uddannelses-, fritids- og kulturtilbud.
  • Der sikres nye udviklingsmuligheder for handel og service. 

 
 

Børnehaven Bakkely
Indsatsmuligheder
  • Erhvervsområdet ved Vang Mark udvides og gøres mere attraktivt.
  • Der bliver mulighed for at etablere butik mv. på hjørnet af Bakmøllevej / Hjørring Landevej.
  • I området syd for Stråtaget er der mulighed for at etablere storparceller.
  • Der reserveres areal til nærbanestation nord for Bakmøllevej.
  • Karakteren og strukturen af den gamle gårdbebyggelse syd for Mejlstedvej skal fastholdes.
  • De grønne områder og stisystemet skal udbygges i takt med byudviklingen. Der skal skabes rekreative sammenhænge til det åbne land.
  • Byudviklingen på længere sigt skal foregå nord for Bakmøllevej og / eller syd for Tingvej.
   
23-11-2009