|
Aalborg Lufthavn skal sikres udbygningsmuligheder herunder tilhørende faciliteter.
Af hensyn til flyvesikkerheden på Flyvestation Aalborg bør alle ansøgninger om anlæg af kunstige søer, oprensning af søer, genopretning af vådområder m.v. inden for en zone på 10 km fra tærsklen af start- og landingsbanerne på Flyvestation Aalborg fremsendes til høring hos Statens Luftfartsvæsen, inden tilladelse gives. |
|
|
Forsvarsministeriet har oplyst, at deres praksis for det pågældende område inden for en radius af 10 km vurderes ud fra følgende:
- Område med en radius af 3 km fra tærsklerne af start- og landingsbanerne:
I dette område vil startende og landende fly være i en meget lav højde, hvorfor der ikke kan accepteres etablering af søer. Dette er begrundet i, at risikoen for at skabe træk mellem Limfjorden og en nyanlagt sø vil være meget stor, og således vil risikoen for sammenstød mellem fugle og fly være forøget væsentligt.
- Område med en radius fra 3 km og op til 6,5 km fra tærsklerne af start og landingsbanerne:
I dette område vil der kunne etableres søer med et vandspejl på op til 300 m². Det skal dog bemærkes, at der allerede på nuværende tidspunkt er en vis tiltrækningskraft for fugle, der anvender de eksisterende søer i området som yngle-, raste- og fourageringspladser. Træk mellem disse søer indbyrdes og Limfjorden udgør allerede en risiko for flyvesikkerheden. Tiltrækningen af trækkende fugle til et område/en sø øges, jo flere søer der er placeret i det pågældende nærområde. Yderligere anlæg af søer vil derfor blive konkret vurderet i forhold til blandt andet søens ønskede placering generelt, udflyvningszonerne samt placeringen i forhold til eksisterende søer i området.
- Området med en radius fra 6,5 km og op til 10 km fra tærsklerne af start- og landingsbanerne:
Efter en konkret vurdering af hver ansøgning vil der kunne accepteres etablering af søer med et vandspejl på op til 1.000 m².
Retningslinien er alene udarbejdet med henblik på området nord for Limfjorden, da det vurderes, at anlæg af søer og vandhuller syd for Limfjorden som udgangspunkt ikke i væsentlig grad forøger risikoen for sammenstød mellem fly og fugle i forhold til Flyvestation Aalborg.
|
|
|
|
|
|
|
|
|